Bushpilots.dk
Velkommen > OY-ALA

OY-ALA


1. Historien om OY-ALA
2. Tekniske specifikationer
3. Performance



Vinger over Varde - historien om OY-ALA


OY-ALA kom til verden på en sikkert kold februardag i 1946, på fabrikken Aeronca Aircraft Corporation, Middletown, Ohio. En meget passende registrering i øvrigt - ALA betyder vinge på Spansk!. Den fløj så under forskellige ejere frem til 1965, hvor den blev bragt til Tyskland af en flyveklub i USAF-regi. Flyveklubben ejede flyet indtil det blev solgt til private ejere (i første omgang ex-officerer fra USAF, som nu fløj for Pan American) og derefter til skiftende civile tyske ejere, den ene med det charmerende navn Knepperges. Flyet blev opereret af hans efterfølger Benthues, indtil det havarerede pga. motorstop under indflyvning til Mönchengladbach i 1972.

Vraget blev købt i 1975 af en dansk flymekaniker, Hans Lund, som sammen med Niels Juelsgaard og Herluf Rasmussen i Brædstrup, ville restaurere det.
Projektet blev så købt af Bent Esbensen som hentede det på sin fødselsdag, d. 17. august 1996. Flyet havde stået hos Herluf i mange år. "Jeg lærte Herluf at kende i KZ & Veteranfly Klubben og – efter at have læst rigtig meget om Aeronca i almindelighed og Champ i særdeleshed – begyndte jeg at ’plage’ Herluf om at få lov at købe hans projekt. Det tog 3-4 år, hvor Herluf mente, at flyet skulle være hans ’pensionist-projekt’, før jeg fik lov at købe det".

Genopbygningen blev udført af Classic and Vintage Aircraft Services i England. Se her billeder fra renoveringen.  Det stod ret hurtigt klart, at de danske myndigheder ikke ville acceptere, at flyet kom på dansk register, idet logbøgerne fra 1946 til 1957 manglede. SLV gav udtryk for, at ”så kunne flyets tekniske historie jo ikke dokumenteres”. De Britiske myndigheder ville heller ikke udstede et luftdygtighedsbevis, hvis der ikke forelå et Export CofA fra Tyskland (som var det sidste land, hvor flyet havde været registreret). "Derfor ’solgte’ jeg flyet for $1.00 til min gode ven  Norman i USA. Ad den vej fik vi flyet synet og indregistreret, mens det stadig var i England, men på US-register. Det var overhovedet intet problem, efter at DAR’en fra FAA havde kigget på flyet. Så kunne jeg ’købe’ flyet tilbage fra Norman" siger Bent.

Samling og finpudsning af flyet skete på US-register, men det tog 1½ års skriverier med SLV, før inspektøren ville komme til Esbjerg for at inspicere flyet mhp. at få flyvetilladelse i dansk FIR. Det var bl.a. et stort problem for ham, at Aeronca aldrig har lavet en flyvehåndbog til Champ’en. Han troede simpelthen ikke på, at det kunne være rigtigt. "Derfor oversatte jeg manualen til den militære (senere) udgave af Champen, som hed L-16. Så var han glad igen. Da han endelig kom ud i hangaren, tog det 15 minutter for ham at overbevise sig om, at flyet så flot ud og give sin velsignelse til, at flyet kunne få et dansk LDB, som det har haft siden". siger Bent.

Første flyvning efter genopbygning var d. 15.06.98 kl 14:37, en lokal flyvning rundt om pladsen på 0:50 minutter, 5 landinger - 7AC-1024 fløj igen efter 25 år, 3 måneder, 9 dage, 22 timer og 2 minutter..…og har fløjet rigtig godt lige siden!! OY-ALA var med på Fly-in i Eslõv i Juli 2010.

Tekniske specifikationer:

Type:              Aeronca 7AC Champion
Serienr:           7AC-1024
Byggeår:        1946

Konstruktion:  Krop af stålrør med stofbeklædning. Formers og stringers af træ. Vingernes hovedbjælker er af træ og ribberne af alu.
Motoren er en Continental A65-8, på 2,8 liter og 65 heste ved 2300 RPM.

Performance:

Startløbet er ca. 100 meter på græs og flyet stiger med ca. 300 fod pr. minut ved fuldvægt. Tanken rummer 50 liter, så med et forbrug på 16 liter pr. time er der fuel til ca. 3 timer. Cruise ved 2150 RPM er ca. 70 kts. Landingsløb også ca. 100 meter.
Flyet er meget nemt at flyve, bare man husker at bruge sideroret. Udsynet er fantastisk, idet man flyver flyet fra forsædet og fordi man sidder højt i flyet, bag en kæmpestor forrude.
Sammenfattende mener Bent, at Champ’en bærer præg af at være konstrueret ca. 10 år senere end Piper Cub’en, idet den på flere området adskiller sig positivt fra denne.